Wok med kylling og sprøde grønsager

Denne wok med kylling og sprøde grønsager er en af de gode opskrifter til weekenden eller de dage, hvor der er god tid til madlavningen. Det er lækkert med de mange grønsager, men det tager lidt tid at snitte. Omvendt er det lækkert dagen efter, hvor alt er klart til at komme på den varme wok. Opskriften er fra https://www.dr.dk/mad/opskrift/wok-med-kalkun-og-spirer
Server fuldkornsnudler eller bruneris til retten.

2 voksne, 2 børn x 2 dage

Ingredienser:

  • 400 g kylling i strimler
  • Lidt jordnøddeolie til stegning
  • 1 stk. rød peberfrugt
  • 2 stk. gulerod
  • 1 stk. courgette
  • 2-3 stk. små porrer
  • 2 fed hvidløg
  • 10 cm finthakket ingefær
  • 1 bakke bønnespirer
  • 2 spsk. sød chilisauce
  • 2 spsk. hoisin sauce
  • 1 spsk. maizena
  • Ca. 1 dl vand
  • Lidt salt
  • Lidt peber

Fremgangsmåde

  1. Start med at skære kød og grøntsager ud i rette størrelser. Jeg skærer kyllingen i tynde strimler på ca. 1×3 cm. Alle grøntsagerne i størrelser der passer til, at de er spiseklar efter kort tid på panden. Gulerødderne skal i meget tynde strimler. Her bruger jeg et mandolinjern. Peberfrugt og courgette kan være større stykker, da de hurtigere bliver tilberedt.
  2. Olien varmes op på en wok eller en sauterpande. Først steges kyllingestrimlerne. Kyllingestrimlerne tages op af den varme gryde.
  3. Lynstege grønsagerne.
  4. Når grønsagerne er brunet hårdt af i olie og har fået godt med farve, kommes kødet tilbage og saucerne tilsættes og maizenaen drysses ud over. Kom vand ved, så det dækker. Det hele vil hurtigt få en cremet konsistens.
  5. Smag til med salt og peber. Det skal endelig ikke koge for længe. Grøntsagerne skal have lidt bid, og må ikke være helt udkogte.