Oksekødslasagne med aubergine

Oksekødslasagne er en af aftensmads klassikerne hjemme hos os. Når vi laver Oksekødslasagne bliver der spist op. Vi laver denne opskrift hele året rundt kombineret med sæsonens salat.

Asger fylder 7 år i morgen. Han har bestemt, at vi skal have Lasange, så det gav anledning til at opdatere vores opskrift på en god Oksekødslasagne. Lasagnen er fryseegnet, og kan sagtens laves dagen i forvejen.

Denne opskrift rækker til 2 dage hjemme hos os (2 voksne + 2 børn)

Ingredienser:

  • Olivenolie til stegning
  • 500 g Hakket oksekød max 10% fedt
  • 2 hakkede løg
  • salt og peber
  • 1 tsk tørret basilikum, timian, oregano
  • 1 dåse tomatpuré
  • 2 dåser hakkede øko tomater
  • 1 terning oksebouilion
  • 3 revet gulerødder
  • 1 aubergine (kan undlades, når det ikke er sæson)

Mornaysauce

  • 25 g smør
  • 3½ spsk hvedemel
  • 6 dl kogende mælk
  • ½ tsk groft salt
  • friskkværnet hvid peber
  • ½ tsk revet muskatnød
  • 1 pakke revet parmesanost
  • 3 pakker tørrede lasagneplader (ca. 250 g)
  • evt 2 spsk rasp og 25 g smør

Fremgangsmåde

  • Kødsaucen: Brun kød og løg i fedtstoffet. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser. Lad saucen koge ved svag varme og under låg i ca. 10 min.
  • Mornaysauce: Smelt smørret i en tykbundet gryde. Tilsæt mel pisk det godt sammen. Kom halvdelen af mælken i under omrøring. Bring saucen i kog og tilsæt resten af mælken lidt efter lidt. Kom krydderier og ost i. Lad saucen koge godt igennem til osten er smeltet. Smag til.
  • Læg lagvis, i et smurt ovnfast fad: kødsauce, lasagneplader og mornaysauce – det øverste lag skal være mornaysauce. Læs bagetiden på lasagnepladepakken. Ca. 35 min. ved 200° – traditionel ovn.
  • Drys evt. med rasp og fordel smørklatter på toppen. Bag lasagnen midt i ovnen til overfladen er gylden. Lad lasagnen hvile tildækket på køkkenbordet i ca. 10 min.